Haarder forventer nye regler om udlån af e-bøger
EU-Domstolen i Luxembourg har afgjort, at der principielt ikke er nogen forskel på udlån af en papirbog og udlån af en e-bog. Og selv om dommen handler om en hollandsk strid, er det sandsynligt, at den vil føre til en ændring af de danske regler.
I øjeblikket kræver bibliotekers udlån af e-bøger en aftale med rettighedshaverne, hvorimod fysiske bøger kan udlånes uden aftale. Det kan blive ændret efter dommen, fastslår kulturminister Bertel Haarder (V) som svar på et §20-spørgsmål i Folketinget.
- Det ser ud, som om dommen giver mulighed for, at medlemslandene kan vælge at have regler, der gør, at biblioteker for fremtiden kan udlåne e-bøger på samme måde, som de i dag udlåner fysiske bøger, dvs. uden aftale med rettighedshaverne. Vi er i ministeriet i gang med at vurdere konsekvenserne af dommen. Når vi forstår dommen fuldt ud, vil det være relevant at overveje, om vi skal ændre på de danske regler i lyset af dommen. Det vil jeg drøfte med kulturordførerne, og måske er det i virkeligheden ganske belejligt, at vi har fået den dom netop nu, siger Bertel Haarder.
'Skal finde en løsning'
Han erklærer sig enig med spørgeren, socialdemokraten Jan Johansen, i, at borgerne selvfølgelig skal have mulighed for at låne både trykte bøger og e-bøger.
- Det, der gør det hele lidt vanskeligt, er, at vores bibliotekspengeordning jo bygger på, at man får penge pr. bog, der står på bibliotekerne. Når det gælder e-bøger, er der jo højst en på hvert bibliotek – det ligger i e-bogens natur, at den behøver man ikke have i flere udgaver, fordi rigtig mange mennesker i princippet kan låne den samme e-bog. Det skal vi finde en løsning på, siger ministeren.
Forlag trak sig fra eReolen
Flere forlag valgte for et år siden at fjerne deres bøger fra eReolen, bibliotekernes digitale udlånstjeneste, fordi de mente, at de digitale udlån fik det kommercielle salg til at falde. For hvorfor skulle folk købe noget, de kunne få gratis på eReolen?
Bertel Haarder erkender da også, at der er modstridende interesser, og at det 'ikke er sikkert, at det går helt stille af', hvis man vil begynde at udlåne e-bøger uden aftale med rettighedshaverne.
- Det er der muligvis nogle, der til en begyndelse vil have noget imod. Så jeg siger ikke, at det glider i olie, men der er ikke rigtig nogen vej udenom, hvis vi vil varetage borgernes interesser, siger han som optakt til de kommende drøftelser med kulturordførerne om emnet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.